Vinterbadere

Vinterbader
Politiken 18 december 2006, Debat/Kronik side 5 

Jeg elsker Michael Kviums menneskefortællinger, og jeg elsker fornemmelsen af, at arme og ben strækker sig ud i det uendelige i et frådende vinterhav.

Af KLAUS SLAVENSKY
FØR Uret ringer før hanen galer. Sådan er det altid i de mørke vintermåneder. De eneste lyde i huset er en svag summen af sovende åndedræt og trappens knirken, da jeg nattevarm går ned til badebukserne. Saltvandet gør dem dag for dag mere stive, og det er snart tid til en tur i vaskemaskinen. Men først skal de en gang til i det iskolde hav. Med et håndklæde over skuldrene stikker jeg fødderne i badesandalerne og åbner bryggersdøren.

Det er som at medvirke i W.C. Fields-filmen 'Øllet blev hans skæbne'. Øjeblikkelig slynger vinden en spandfuld slud i ansigtet på mig. Igen og igen. »Weather's not fit for man nor beast«, mumler jeg med W.C's snøvlende stemme og går udenfor.

Sludet gør det ikke nemmere at holde balancen på den glatte vej. Plastiksandalerne får ikke rigtigt fodfæste, og som en kælk, der glider ned ad en bakke, når jeg hjørnet, og vinden fra havet giver mig en mavepuster. Der er 200 meter til stranden, og jeg luner mig ved en anden af W.C. Fields' udødelige bemærkninger: »I never drink water because of the disgusting things that fish do in it«. Men sådan tænker vi vinterbadere ikke.

Bortset fra vinden, der tuder, bider og flår mig ud af vater, er der ikke en lyd, heller ikke avisbuddets knallert kan høres. Slud sætter sig fast på bryst, mave og lår. Hos en asfaltarbejder er det omvendt. Der er forsiden ekstremt varm, men ryggen er kold. Jeg misser med øjnene for at se havet. Men endnu er der kun en tynd rød stribe i horisonten, og den lyser ikke kystlinjen op. Bølgerne kan nu høres, og snart kan jeg mærke dem.

Jeg husker, hvordan jeg sidste år først måtte forcere isskruninger i vandkanten. Mine fødder var dækket af sne, så jeg ikke mærkede kulden mere, da jeg nærmest kravlende over isflager fik de første isjag fra havet. Der var grødis i flere dage. Det var som at bevæge sig i et kæmpe glas amerikansk whisky - on the rocks. Når vejret er sådan, skal turen ud i vandet gøres forsigtigt, mens man undvigende drejer kroppen fra side til side, så man undgår de værste rifter fra den skarpe is, der støder imod hver en centimeter af kroppen.

Denne december er mere lun. Vandet når mig nu til maven, og trods det milde vejr har kulden fået fat i havets overflade. Jeg kan endnu ikke se havet, men en stor bølge overbeviser mig om, at det er der. Dyk, dyk, dyk siger mine reflekser. Vidunderligt. Det er, som tusinde lamper tændes i hjernen. Jeg har ikke brug for at ånde, ikke brug for luft, ikke brug for lys, men kun for at tumle om kap med de isnende bølgetoppe.

Hele min krop er i bevægelse, og jeg flyder frem og tilbage, mens vinden fyger om ørerne, og det salte vand skvulper ind i næse og mund. Hver en pore i huden renses, hver en knogle slibes. Jeg overgår til en blød goplelignende tilstand og til en følelse af at være blevet til et Michael Kvium-maleri. Lettere deform og med en hjerne, der bare vokser og vokser. Jeg elsker Kviums menneskefortællinger, og jeg elsker fornemmelsen af, at arme og ben strækker sig ud i det uendelige i et frådende hav. Det sitrer i fingre og tæer, og det er på tide at komme op.
På de få minutter har solen også fået nok styrke af at være nede i havet og rejser sig nu som en ildrød kugle. Det gør kroppen også. Farvel til Kvium og goddag til Leif Sylvesters varme, farverige fantasier. Det næsten koger i alle lemmer, og kroppen flyder ud til alle sider, så man ligner Sylvesters leg med det konturløse og frie, der alligevel hænger sammen i et motiv, man straks genkender og holder af. Blodet pulser rundt i kroppen, og alle farver i den indre palet blandes i et virvar af energi, som ingen kræfter kan stoppe. Lucy in the sky with diamonds ...

Den første vinterbader?

Man fristes til at pege på de skabninger, der i forne tider steg op af havet og skabte liv på Jorden. Navn, sted og tid på vedkommende har nok fortabt sig i historiens baghjul, men indtil ilden blev fundet, må man have badet i naturens kolde vand, medmindre man har levet i nærheden af varme kilder, som findes i f.eks. Japan, Tyrkiet og Island.

I middelalderen var der badstuer mange steder i Norden og Europa, og i Østeuropa brugtes røgbadstuer, som vikingerne tog med hjem til bl.a. Sverige og Finland. Den kristne moral forbød i 1400-tallet mange af disse badstuer, dels fordi de fandt det umoralsk, at mænd og kvinder badede nøgne sammen, dels fordi der opstod en reel bordelvirksomhed, der medførte syfilisepidemier.

Helt fra den antikke medicins tid var krop og natur et nøglebegreb. Naturen var selve grundlaget for lægekunsten, og op gennem 1500-1600-tallet var der fokus på, hvordan man behandler sygdomme. Det var først i 1700-1800-tallet, at sundhed som forebyggelse langsomt sneg sig ind i datidens lægevidenskab. Hygiejne dukkede op parallelt med sundhedsoplysningen i slutningen af 1700-tallet og hermed også den moralske opfattelse af, hvordan man levede, fordi sundheden var tæt forbundet med temaer som krop og især sjæl. Nogle fandt deres ideal om sundhed i det antikke Grækenland, andre blandt de 'vilde' naturfolk som f.eks. indianere, indere og eskimoer; i det sene 1800-tal var det mere realistiske fakta, som prægede sundhedsdebatten: storbyernes vækst, de tætbefolkede boliger og frygten for epidemier.

Da man i begyndelsen af 1700-tallet brugte kolde bade som medicinsk behandling mod både mentale sygdomme og døvhed i bl.a. England, trak man vogne ned til kurstederne ved havet. I Sverige var man mere dannet og pumpede saltvand op til brug i varme bade. Senere byggede man specielle bassiner. Senere igen benyttede man hestetrukne badehuse på hjul, som blev trukket helt ned i vandkanten, så man kunne gå direkte ud i bølgerne. Der var en frygt for havet, og selv om mange kursteder lå med adgang til det friske søvand, så var det ofte kombinationen af det kolde havbad og varmt bad indendørs, der var det normale.

Kurbade opstod flere steder i Europa, og i England byggede kong Georg IV et søbad til sig selv i Brighton. I Tyskland blev kurbadsystemet sat i funktion, og efterhånden spredte trenden sig til de nordiske lande. I Sverige opførtes Rosenbad allerede i 1681 - i dag er det den svenske regerings hovedsæde.

De mange kurbade gik deres sejrsgang i hele Norden. I Norge blev der grundlagt et badekursted i Moss i 1835 og i Sandefjord i 1837. I Sverige var det endnu tidligere i bl.a. Ramlösa. Det var ofte steder, hvor man i forvejen havde såkaldte helbredende kilder.

I Danmark var Silkeborg et af foregangsstederne, der skelede til udviklingen i Nordeuropa. Justitiarius Adolf Ludvig Drewsen besøgte i 1850 sin nevø Michael Drewsen i Silkeborg for at gennemgå en brøndkur med vand medbragt fra Rosenborg Brøndanstalt. Efter en lang række trakasserier med det offentlige om overdragelse af statsskov til private formål lykkedes det i juli 1883 at få stillet et område ved Arnakkekilderne gratis til rådighed for at opføre en vandkuranstalt på området, og Silkeborg Vandkuranstalt kunne tage imod de første gæster. Et af de attraktive tilbud var et stort indendørs koldtvandsbassin.

Den berømte radikale tænker Georg Brandes stiftede også bekendtskab med behandlingen med de kolde bade. Under en længere europarejse i 1871 endte han i februar på et hospital i Rom og skrev hjem til sin mor:
»I dag begyndte vi da med de kolde Vadskninger, det skal fedt hjælpe. Det er en ren Vaudeville-Situation: Den tyske Læge tilraader varme Bade, den italienske kolde Vadskninger; det klogeste vilde jo unægtelig være at lade de to Hvalfisk sluge hinanden, saa kun Halerne blive tilbage, beholde disse til Erindring om disse gode Raad, der som Ordsproget træffende siger, er dyre (10 Franc) og ingen Verdens Ting at gjøre. Men lige meget nu forsøger jeg det kolde«.

København var tidligere med på datidens sundhedsvækkelse. Fra starten af 1800-tallet var Rysensten Badeanstalt kendt for sin sundhedsbrønd og fabrikation af drikkevand til brug for bitterøl mod kolera og sundhedsøl mod gigt. Rysensten var et populært badested, som det bl.a. fremgår af forfatteren Meïr Aron Goldschmidts 'Fortællinger' (1846), hvor han i 'For otte Skilling Hvedebrød' lader tre unge mødes en morgen ved Rysensten Badeanstalt. Da gymnastik sammen med svømning blev et obligatorisk skolefag i 1830, var havneområdet ved Langebro stedet, hvor den københavnske svømmeundervisning foregik. Ud for Rysensten fik børnene et reb om livet og måtte hoppe i vandet, mens lærerne i bogstaveligste forstand var tovholdere og kunne redde de dårlige svømmere fra druknedøden. I midten af 1800-tallet var der en del badeanstalter i København, som skulle afhjælpe de frygtelige hygiejniske forhold, der medførte epidemier og dødsfald. I 1884 kom en svensk kaptajn, J.G.A. Nielsson, fra Stockholm til København for at give svømmeopvisning. Det blev starten på Danmarks navnkundige vinterbadeanstalt Helgoland. Den svenske hovedstad havde som nævnt, siden slutningen af 1600-tallet haft badehuset Rosenbad og fra 1885 også Sturebadet, som blandt sine senere gæster talte skuespillerdivaen Greta Garbo. Kaptajn Nielsson syntes, at svømmeforholdene i København var så primitive, at han købte en grund for at bygge en badeanstalt. Samtidig med etableringen af Sture i den svenske hovedstad fik den danske kongeby badeanstalten Helgoland, der var en slags åndelig luftspejling af den tidligere danske ø i Nordsøen. Strandvejen 20 i den gamle kalkbrænderihavn i Svanemøllebugten åbnede 16. juni 1885 som vinterbadeanstalten Helgoland. Både Sturebadet og Helgoland var arkitektoniske perler, der mindede om renæssanceslotte, hvilket er en byggestil for havbadeanstalter, som man kan genfinde mange steder i hele Europa den dag i dag.

Er det sundt at vinterbade? De gamle grækere var sikre i deres sag. Naturfreaks fra 1700-1800-tallet praktiserede det. Læger gennem det 20. århundrede har sagt god for det. Forskere i det nye årtusinde har bevist det. Det er sundt at vinterbade. Vel at mærke: Alt andet lige, fordi det fra flere sider tilrådes, at patienter med hjerte- og nyrelidelser, gigtplagede, diabetikere, gravide og personer med underlivsbetændelse samt mindreårige børn bør blive på land. Men alle vi andre kan roligt tage det daglige kuldechok. Få blodtrykket til at stige og pulsen til at falde. Lade kroppen udskille stresshormonerne og give plads til kroppens eget morfinstof, som giver kicket og den euforiske følelse af at være 'høj'. Når temperaturen falder, så stiger humørbarometeret, fordi vinterbadning også har en positiv mentalhygiejnisk effekt.

I dag er der over 40 vinterbadeklubber i Danmark med mere end 11.000 organiserede vikinger. Hertil kommer alle dem, som bader her og der uden vikingedåb og medlemskort. Og hver dag kommer der flere til. Mange af de danske vinterbadeklubber har lange ventelister. At vinterbade er blevet en del af wellnessbølgen overalt i verden.
- OG EFTER ... Jeg går tilbage mod huset med kogende krop og sind. Det salte havvand bliver til små glasklare, isnende dråber i håret. Tangen sidder klæbet fast på ben, ryg og kinder som tatoveringer i vilde vikingemønstre. Den røde solopgang hænger på mine skuldre som en kappe. I dag er det ikke sne, der knaser, men fødderne. Men snart vender varmen også tilbage til tæerne, og jeg er endnu en gang genfødt som det første liv, der stod op af havet.

Det er cool at være vinterbader

Foto: Jette Hardsner